Beskrivelse af målgruppen
ElevKollegiet er godkendt som botilbud jf. § 107 i Serviceloven. ElevKollegiets målgruppe har behov for et midlertidigt botilbud med udvidet støtte, vejledning og socialpædagogisk indsats; herunder botræning, jobtræning og social færdighedstræning.
Målgruppen omfatter unge voksne i alderen 17,5-30 år, som kan have forskellige former for emotionelle, psykiske, sociale samt kognitive vanskeligheder, såfremt dette ikke udmønter sig i markant udadreagerende verbal eller fysisk adfærd. Derudover kan målgruppen have psykiatriske diagnoser, men de skal ved indskrivning være medicinsk velbehandlede eller være i et medicinsk udredningsforløb.
Målgruppen kan endvidere have lettere misbrugsproblematikker, hvis dette ikke er hovedproblemstillingen. Målgruppen er ved indskrivning oftest kendetegnet ved ikke at have været i stand til at honorere de krav, forventninger samt forpligtigelser, der stilles på det ordinære arbejdsmarked, traditionelle virksomhedspraktikker eller i uddannelsessystemet.
Der vil oftest være behov for et mere intensivt, rummeligt samt individuelt tilrettelagt forløb, hvilket kan imødekommes i ElevKollegiets tilbud om intern beskæftigelse i vores værksted, køkken samt pedelfunktion. Formålet er herigennem at ruste den enkelte til på sigt at komme i ekstern praktik, uddannelse eller beskæftigelse.
Målgruppen er således kendetegnet ved at have behov for botræning i bredeste forstand, erhvervsafklaring i forhold til job, beskæftigelse eller uddannelse samt socialpædagogisk indsats af emotionelle, psykiske, sociale og eller kognitive vanskeligheder, herunder:
- Omsorgssvigt
- Personlighedsforstyrrelse
- Tilknytningsforstyrrelse
- Autismespektrum
- Forandret virkelighedsopfattelse
- Opmærksomhedsforstyrrelse
- Anden psykisk vanskelighed
- Angst
- Anden intellektuel/kognitiv forstyrrelse
- Andet socialt problem
- Anden udviklingsforstyrrelse
- Depression
Aldersgruppe
17,5-30 år